Astrologiens historie – fra Babylon til i dag

Astrologi er en tradition, hvor himmellegemernes stilling tillægges betydning for begivenheder og mennesker. Rødderne kan følges tilbage til Mesopotamien i det 2. årtusinde f.Kr., og i mange hundrede år var astrologien tæt forbundet med astronomi, kalenderskrivning og lærdom ved hoffer og universiteter.

Astrologi regnes ikke for en videnskab, og der findes ikke videnskabeligt belæg for, at horoskoper kan give korrekte forudsigelser. Denne side beskriver traditionens historie, ikke hvad den kan bruges til.

Hvad er en astrolog?

En astrolog er en person, der udøver astrologi. Ordet kommer af græsk astro (stjerne) og -log (lære), og ordbøger gengiver det som „stjernetyder“. Hvad en astrolog har beskæftiget sig med, har ændret sig med tid og sted:

• Varselstydere i Mesopotamien noterede himmelfænomener og fortolkede dem som varsler for konge og rige.
• Hofastrologer var knyttet til fyrster og konger i antikken, middelalderen og renæssancen.
• Kalender- og almanakmagere beregnede årets dage og himmellegemernes stilling. I ældre tid føjede de også prognoser til.
• Lærde drev astronomi og astrologi side om side, ofte som ét fag.

Spørgsmålet „hvad laver en astrolog?“ har derfor flere svar. Traditionelt udarbejder en astrolog et horoskop, altså et kort over himmellegemernes stilling på et bestemt tidspunkt og sted, og tolker det efter astrologiens regler. Ordet horoskop kommer af græsk hora (tid) og skopein (se, undersøge). Tolkningerne hviler på tradition. Mere om begrebet står i artiklen om horoskop.

Babylon: varsler fra himlen

De ældste kilder stammer fra Mesopotamien, især Babylon, hvor man skrev på lertavler. Den mest kendte samling hedder Enuma Anu Enlil og består af omkring 70 tavler med flere tusinde varsler. Serien formodes at have fået sin faste form i kassitternes tid (ca. 1595–1157 f.Kr.) og var i brug langt ind i det 1. årtusinde f.Kr.

Varslerne knytter fænomener som månens udseende, formørkelser, vejr og planeternes bevægelser til kongen og landet. De handler altså ikke om den enkelte persons fødsel. Fra Babylon stammer også dyrekredsen, den inddeling af himlens bælte, som senere astrologi byggede på. Samme himmelobservationer blev brugt til kalendere og til forsøg på at beregne formørkelser, så astronomi og astrologi var fra begyndelsen flettet sammen.

Hellenistisk horoskopastrologi

Efter Alexander den Stores erobringer i 300-tallet f.Kr. mødtes babylonsk, egyptisk og græsk lærdom, ikke mindst i Alexandria i Egypten. Her tog horoskopastrologien form omkring det 2. og 1. århundrede f.Kr.

Nyskabelsen var fødselshoroskopet: et kort over himlen med udgangspunkt i ascendenten (på græsk horoskopos, „timemarkør“), det punkt af dyrekredsen der stiger op i horisonten, og de tolv huse, som regnes herfra. Begreberne er forklaret i artiklen om sol, måne og ascendant. Fra Egypten kom blandt andet dekanerne, en inddeling i stykker på ti grader. Fra grækerne kom bl.a. planeternes guder og de fire elementer.

Ptolemæus og Tetrabiblos

I det 2. århundrede e.Kr. skrev Ptolemæus i Alexandria værket Tetrabiblos („de fire bøger“). Samme forfatter skrev astronomiværket Almagest, som beskrev det geocentriske verdensbillede, der prægede astronomien frem til 1500-tallet. Det viser, hvor tæt de to fag lå op ad hinanden.

Tetrabiblos forsøger at give astrologien et filosofisk grundlag og gennemgår blandt andet planeternes og tegnenes egenskaber, formørkelser og fødselshoroskoper. Værket regnes for et grundlag for den vestlige astrologi.

Den arabiske og middelalderlige tradition

Tetrabiblos blev oversat til arabisk i 800-tallet. I den islamiske guldalder (ca. 8.–14. århundrede) bevarede og udbyggede lærde som al-Kindi, Abu Ma’shar og al-Biruni traditionen. Fra 1100-tallet blev arabiske værker oversat til latin, Tetrabiblos i 1138, og astrologi blev en del af undervisningen på europæiske universiteter. I middelalderens lærdom blev faget ofte undervist sammen med medicin.

Renæssancen og bruddet med astronomien

I renæssancen var astrologer almindelige ved de europæiske hoffer, og store tænkere som Johannes Kepler og Tycho Brahe beskæftigede sig med faget. Pave Sixtus 5. udsendte dog i 1586 en bandbulle mod astrologi.

Kepler var kejser Rudolf 2.s matematiker i Prag, og en del af hvervet var astrologisk rådgivning. Han stillede horoskoper for venner, familie og velyndere, men så med skepsis på astrologer, der hævdede at kunne forudsige bestemte begivenheder præcist.

Samtidig ændrede astronomien sig:

• 1543: Copernicus foreslog et solcentreret verdensbillede.
• 1609–1610: Galilei tog teleskopet i brug i astronomien.
• Kepler påviste, at planeterne bevæger sig i ellipser.
• 1687: Newton viste, at tyngdekraften forklarer bl.a. Månens bane.

Astrologien begyndte i 1600-tallet at miste sin anseelse blandt de lærde, og den egentlige adskillelse kom først i 1700-tallet. Forskellen mellem de to fag i dag er forklaret i artiklen om astrologi og astronomi.

Astrologi i Danmark

Tycho Brahe er den mest kendte danske skikkelse i astrologiens historie. Som led i de privilegier, han fik på øen Ven, hvor han byggede Uranienborg fra 1576, stillede han horoskoper for kongen og leverede hvert år en almanak. Opgaverne omfattede også horoskoper ved kongehusets prinsers fødsel.

Almanakken er en årlig udgivelse med årets dage og astronomiske oplysninger. Ældre almanakker indeholdt også omfattende astrologiske forudsigelser. Den danske almanaks historie ser sådan ud:

År	Hvad skete der?
1549	Den ældste kendte danske almanak
1500- og 1600-tallet	Almanakkerne rummer forudsigelser, som er med til at gøre dem populære
1630’erne	Christian 4. forbyder almanakkerne at bringe spådomme om krig, dyrtid og pest
1636	Københavns Universitet får eneret på at udgive almanakken
1685	Universitetets almanak udkommer for første gang i den form, den siden har haft, og er udkommet hvert år derefter
I dag	Universitetets almanak udkommer fortsat hvert år

Almanakkerne viser, hvordan kalender, astronomi og astrologi længe hørte sammen i Danmark. I dag møder mange astrologi gennem stjernetegnshoroskoper i ugeblade og på nettet.

Hvad står de astrologiske huse for?

I astrologien deles et kort i tolv huse, regnet fra ascendenten. Hvert hus forbindes traditionelt med et livsområde; 4. hus knyttes fx til hjem og familie, 7. hus til parforhold og samarbejde. Husene har ingen modsvarighed i astronomien. En gennemgang findes i artiklen om de 12 astrologiske huse.

Fra almanak til avishoroskop

Et dagligt horoskop er en kort tekst, der typisk bringes i aviser, blade eller på nettet og kun tager udgangspunkt i læserens stjernetegn. Genrens udvikling er beskrevet i artiklen om avishoroskopets historie.

Astrologiens historie er altså også historien om et fag, der delte sig. Astronomien blev en naturvidenskab, mens astrologien fortsatte som tradition og folkelig interesse. Astrolog.dk udgiver ingen horoskoper og stiller ingen forudsigelser, men beskriver astrologien som kulturhistorie.